De 27 EU-lande, der skal fortsætte deres samarbejde uden Storbritannien, konstaterer utilfredshed i de europæiske befolkninger og vil levere bedre på sikkerhed, velstand og håb om bedre fremtid.
Det siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, efter at de 27 andre EU-lande onsdag har holdt deres første topmøde, efter at briterne ved en folkeafstemning i torsdags sendte chokbølger ud over Europa med deres beslutning om at forlade EU-samarbejdet.
EU-landene vil holde et uformelt topmøde i Bratislava i september uden Storbritannien, hvor de vil fortsætte deres overvejelser om fremtidens europæiske samarbejde, når briterne siger farvel til EU.
/ritzau/