30 af 38 dræbte på stranden i Tunesien var briter

Skrevet af admin

01/07/2015

Mest læste i dag

Samtlige de 38 mennesker, der blev mejet ned af en bevæbnet mand på en strand i byen Sousse i Tunesien fredag, er nu identificeret.

Det oplyser Tunesiens sundhedsministerium.

- Alle de dræbte er identificeret. Blandt dem er 30 briter, siger lederen af ministeriets afdeling for akuttjenester, Naoufel Somrani.

De øvrige ofre er tre irere, to tyskere, og en fra Belgien, Portugal og Rusland.

Onsdag blev otte af de dræbte briter fløjet hjem til Storbritannien, og i de kommende dage sendes de øvrige ofre hjem for at blive begravet.

De 25 britiske turister, der blev såret ved skyderiet, er allerede fløjet hjem.

Det var den 23-årige studerende Seifeddine Rezgui, der fredag tog til stranden i Port El Kantaoui, hvor han skød omkring sig med et kalasjnikov maskingevær, han havde skjult i en parasol.

Ikke siden bombeangrebene i London i juli 2005 er så mange briter blevet dræbt i et enkelt angreb.

Premierminister David Cameron har sagt, at han støtter en grundig undersøgelse af det blodige angreb på den tunesiske strand. Han siger ligeledes, at der bør komme "en reaktion, både herhjemme og i udlandet" på den voldelige islamisme.

Britisk politi har sendt retsmedicinere til Tunesien for at hjælpe med at identificere de omkomne og deltage i den øvrige efterforskning af angrebet.

Den blodige begivenhed rammer Tunesiens turistindustri hårdt.

I weekenden blev omkring 4000 skræmte turister evakueret fra det nordafrikanske land, og yderligere 1900 ventes at rejse hjem i de kommende dage.

/ritzau/AFP