34-årig nægter drab på tidligere fynsk rocker-kandidat

Skrevet af admin

31/03/2015

Dagens topnyheder

Det var den 41-årige Kenneth Peder Haugstrup, tidligere prøvemedlem i Hells Angels, der tidligt mandag morgen blev fundet dræbt i en bil i det sydlige Odense.

Det er kommet frem tirsdag formiddag ved Retten i Odense, hvor en 34-årig mand er sigtet for drabet, skriver Fyens Stiftstidende.

Forbrydelsen skal være sket natten til mandag.

Den 34-årige nægter sig skyldig, skriver Ekstra Bladet, der ligeledes er til stede i retten.

Derudover er det sparsomt med oplysninger, da dommeren valgte at lukke dørene for offentligheden.

- Der kan være medgerningsmænd på fri fod, ligesom der er vidner, der mangler at blive afhørt, så det er afgørende for sagen, at de nærmere omstændigheder ikke kommer ud, sagde anklager Kirsten Flummer ifølge Ekstra Bladet.

Den 41-årige, der ifølge Fyens Stiftstidende i 2010 var mål for skud, som blev affyret mod værtshuset Havhesten, blev fundet siddende død på førersædet i sin egen bil mandag morgen.

Det var et vidne, der så, at manden i en Renault Megane på Jacob Hansens Vej sad mærkeligt.

Da betjentene dukkede op, blev sagen først vurderet som et mistænkeligt dødsfald.

Men hurtigt viste det sig, at føreren var offer for en forbrydelse.

- Han blev stukket to gange i ryggen, hvoraf det ene var dræbende, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Ritzau.

Efter en intens efterforskning med talrige afhøringer anholdt politiet den mistænkte på vedkommendes bopæl i det vestlige Odense. Det skete kort før klokken 17.

- De kender hinanden, siger Henrik Justesen om relationen mellem offer og den mulige gerningsmand.

Han tilbageholder dog foreløbigt politiets teori om motivet.

Offeret blev dræbt, enten mens han sad i førersædet eller meget tæt på bilen, mener politiet.

Den 41-årige var i forvejen kendt af politiet for kriminalitet, men politiet har ikke ønsket at gå i detaljer med den side af sagen.

/ritzau/