40 dræbt under volleyballkamp i Afghanistan

Skrevet af admin

23/11/2014

Mest læste i dag

Et selvmordsangreb i det østlige Afghanistan skal have dræbt mindst 40 mennesker under en volleyballkamp, oplyser afghanske myndigheder ifølge Reuters.

Attentatmanden gik tilsyneladende ind mellem en større mængde tilskuere og detonerede sin sprængladning.

Ifølge en talsmand fra provinsen Paktika skal mindst 50 mennesker være såret ved angrebet.

Der er imidlertid forskellige meldinger om dødstallet. Nyhedsbureauet dpa skriver, at mindst 45 mennesker er dræbt ved angrebet, men ifølge AFP er der tale om 50 døde.

Volleyball-kampen var angiveligt en finale ved et stævne. De fleste dræbte skulle være civile.

Provinsen Paktika ligger omkring 140 kilometer syd for hovedstaden Kabul.

Angrebet skete, få timer efter at det afghanske underhus godkendte en sikkerhedsaftale med USA og Nato, der giver tusindvis af udenlandske soldater lov til at blive i landet efter årsskiftet.

Aftalen indebærer, at 10.000 amerikanske soldater og 2500 Nato-soldater kan blive i det uroplagede land for at uddanne og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet.

I løbet af 2014 har Taliban og andre militante jihadister udført en serie af selvmordsangreb og attentater i Afghanistan, samtidig med at Vesten trækker sine soldater hjem efter 13 års krig.

Antallet af udenlandske soldater i Afghanistan bliver i løbet af 2015 gradvist neddroslet, og efter planen vil antallet blive reduceret til såkaldt normal ambassade-niveau i slutningen af 2016.

I sommer blev provinsen Paktika også ramt af et voldsomt selvmordsangreb, hvor 89 mennesker mistede livet på et marked.

2014 har været et af de blodigste år under krigen i Afghanistan. Ifølge FN er næsten 5000 mennesker blevet såret eller dræbt i løbet af årets første seks måneder.

/ritzau/Reuters