45-årig får 14 år for knivangreb på Köln-borgmester

Skrevet af admin

01/07/2016

Mest læste i dag

En domstol i Düsseldorf idømte fredag en mand 14 års fængsel for et attentat på politikeren Henriette Reker, dagen før hun blev overborgmester i Köln.

Domstolen fandt den 45-årige mand, Frank S, skyldig i drabsforsøg. Han stak politikeren i nakken med en jagtkniv 17. oktober sidste år.

Anklagemyndigheden havde ønsket livsfarligt fængsel til manden.

- Han ønskede at sende et budskab mod den føderale regering flygtningepolitik. Han ønskede at skabe et klima af frygt og at påvirke politikken, lød dommerens forklaring under domsafsigelsen.

Tyskland tog sidste år imod over en million flygtninge

Angrebet skete på et marked, dagen før at Kölns borgere skulle vælge en ny overborgmester i byen. Her blev den uafhængige kandidat Henriette Reker, der siden vandt valget, overfaldet af den knivbevæbnede Frank S.

Ifølge anklageren udførte han et "overraskelsesangreb" på Henriette Reker, som pådrog sig kritiske skader og efterfølgende blev lagt i kunstigt koma.

Fire andre blev såret under det håndgemæng, der opstod efter knivstikkeriet. Blandt dem et medlem af Rekers kampagnestab. Den 45-årige arbejdsløse maler har siden været i politiets varetægt.

Han har beskrevet sig selv som en "rebel med konservative værdier", men nægter at være nazist.

Reker var, inden hun blev borgmester, koordinator for indkvartering af flygtninge. Hun opstillede til borgmesterposten som uafhængig kandidat. Hun blev støttet af det konservative CSU, det liberale FDP og De Grønne.

Hun skabte overskrifter langt uden for Tyskland, da hun efter den seneste nytårsaften i Köln med mange seksuelle overgreb på kvinder, fik kritik for sine råd til de berørte.

Hun anbefalede dem at holde sig væk fra folk, de ikke kender, for at undgå at blive seksuelt antastet.

/ritzau/dpa