70'ernes glamrock-fænomen Stardust er død

Skrevet af admin

23/10/2014

Mest læste i dag

Kort efter at han blev diagnosticeret med prostatakræft, er den britisk sanger Alvin Stardust død i en alder af 72 år, rapporterer BBC.

Alvin Stardust døde i sit hjem med familien og hustruen Julie omkring sig.

Bernard William Jewry med kunstnernavnet Alvin Stardust blev født i East End i det britiske hovedstad London i 1942.

Alvin Stardust blev skabt i starten af 1970'erne af en musiker, da Bernard Jewry havde brug for et nyt image.

Jewry havde forsøgt at skabe sig en karriere i bandet The Fentones, hvor han kaldte sig Shane Fenton. Men succesen bed sig aldrig rigtig fast, så da Jewrys ven Peter Shelley tilbød ham sangen "Coo-ca-choo" og navnet Alvin Stardust, slog Jewry til.

Han skiftede navn, garderobe og attitude og strøg ind på den britiske pop-hitliste med singlen "Coo-ca-choo" i 1974. Siden fulgte sangene "Red Dress", "You You You", "Tell Me Why", "Good Love Can Never Die" og "Sweet Cheatin' Rita".

Alvin Stardust skabte røre i Storbritannien med sine promiskuøse tekster og sine stramme læderdragter, og mange forældre forsøgte at få ham bandlyst på tv-kanaler for børn. En enkelt by, Hull, forbød ham sågar at optræde i byen.

Der blev stille om Stardusts karriere igen i 1980'erne, men han medvirkede siden i musicals og optrædener ved glamrock-genforeninger.

Ud over sin kone efterlader Alvin Stardust sig fire børn.

/ritzau/