773 personer har skiftet asylcenter ud med egen bolig

Skrevet af admin

31/01/2015

Mest læste i dag

773 asylansøgere er flyttet i egen bolig, siden det fra maj 2013 blev muligt for visse asylansøgere at flytte ud af landets asylcentre. Det fremgår af tal fra Udlændingestyrelsen.

En af tankerne bag ændringen i loven, der blev vedtaget af regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance, er at give asylansøgere en mere værdig behandling, mens deres sag bliver vurderet, eller de afventer at skulle tilbage til hjemlandet efter afslag på asyl.

Ifølge Signe Smith Jervelund, der for nogle år siden lavede en undersøgelse om asylbørn i Danmark, kan flytning til egen bolig forbedre livet for asylansøgere.

- Det er meget svært at lave forskning på den her gruppe, men man har en klar formodning om, at en eller anden form for normalisering af asylansøgeres hverdag kan være en god ting, siger Signe Smith Jervelund, der er forsker ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet.

Hun siger dog samtidig, at det kan skabe en vis form for tryghed at bo i et asylcenter i en kort periode, når man lige er ankommet.

- Men på sigt er det en belastning at bo i et asylcenter og være asylansøger. Den uvisse situation slider på psyken, og det betyder, at mange går psykisk ned, siger hun.

Før man bliver godkendt til at flytte væk fra asylcentrene, skal der være gået seks måneder, siden ansøgningen blev sendt.

Derudover skriver man under på, at man skal medvirkemed oplysninger i sin egen sag og forlade Danmark, hvis det ender med afslag.

Langt de fleste af de 773 asylansøgere er flyttet i lejligheder, som ligger i forlængelse af asylcentrene, mens 62 er godkendt til at bo hos familier eller venner.

Derimod bor ingen i boliger, som de selv betaler for.

/ritzau/