9000 ledige har mistet dagpengene i år

Skrevet af admin

03/09/2015

Dagens topnyheder

Lidt over 9000 ledige har fra januar til juli mistet deres dagpengeret, fremgår det af en ny opgørelse fra brancheorganisationen AK-Samvirke.

Dermed har cirka 60.000 ledige opbrugt deres dagpenge siden januar 2013.

Tallene understreger endnu engang, at den daværende VK-regering skønnede alt for lavt, da den i 2010 forudsagde, at mellem 2000 og 4000 personer årligt ville ryge ud af dagpengesystemet.

Politikerne i Folketinget har løbende søgt at afbøde de større end ventede konsekvenser af de ændrede dagpengeregler, der stammer fra den såkaldte Genopretningspakke, som blev vedtaget i 2010.

I 2012 blev der indført en særlig uddannelsesydelse på et halvt år. Den ordning er siden blevet forlænget, der er indført en midlertidig arbejdsmarkedsydelse på 60 procent af dagpengene og senest en midlertidig kontantydelse.

Men AK-Samvirkes tal viser, at de ledige nu også begynder at miste retten til disse midlertidige forsørgelsestyper. Cirka 3800 personer har i de første syv måneder af 2015 mistet retten til den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

Ifølge Verner Sand Kirk, der er direktør i AK-Samvirke, findes der ikke en helt aktuel og dækkende opgørelse over, hvad de ledige, der mister dagpengene, så lever af.

Han henviser til tal fra november 2014, der viser, at knap en tredjedel af dem, der havde opbrugt dagpengene mellem januar 2013 og november 2014, var kommet i arbejde.

Knap hver fjerde var på den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, cirka 13 procent var på kontanthjælp, mens cirka 10 procent var uden nogen form for indtægt.

AK-Samvirke regner med, at andelen af personer helt uden forsørgelse vil stige betydeligt, da den midlertidige arbejdsmarkedsydelse netop er midlertidig og derfor hører op.

- Vi kan se, at folk falder ud i stort tal af de midlertidige ydelser, siger Verner Sand Kirk.

/ritzau/