Aalborg vinder højspændt topkamp i Gudme

Skrevet af admin

10/10/2015

Mest læste i dag

Der var spænding for alle pengene, da GOG lørdag tog mod Aalborg Håndbold til et topopgør i Boxer ligaen. I en højspændt affære, hvor der var spænding til det sidste, kunne Aalborg løbe af med sejren. Opgøret endte 28-25 til gæsterne.

Det var tæt fra første sekund i Gudme. De to hold fulgtes ad hele første halvleg, hvor Aalborgs Sander Sagosen og Minik Dahl Høegh fra hjemmeholdet skiftedes til at score efter behag.

Det var dog hjemmeholdet, der kunne gå til pause med en snæver føring på 14-13 efter tæt pardans i kampens første 30 minutter.

Spændingen blev fastholdt i kampens anden halvleg, hvor dirigentstokken dog i stigende grad blev overladt til gæsterne fra Aalborg, så det i stedet var hjemmeholdet GOG, som i perioder halsede efter med en enkelt scoring.

Aalborg havde dog i lang tid ikke held til at slå det afgørende hul til GOG, selvom Martin Larsen og Sander Sagosen gang på gang forvoldte hjemmeholdets forsvar problemer.

I stedet blev spændingen intensiveret, da gæsternes Simon Hald fik et blåt øje og en tominutters udvisning med ni minutter tilbage af kampen. På det efterfølgende angreb reducerede Aku Kreutzmann til 22-23.

Tættere på kom GOG dog ikke, selvom Aalborg i kampens sidste minutter igen løb ind i en udvisning, da en stærkt spillende Martin Larsen blev sendt til nedkøling på bænken.

Det hele endte med en sejr til Aalborg på 28-25.

Med sejren rykker Aalborg forbi GOG i tabellen. Nordjyderne har 10 point efter syv kampe, mens GOG har ni point.

I lørdagens tidlige kamp slog Sønderjyske bundproppen Skive med 29-25.

/ritzau/