Afbrudt Europa League-kamp spilles færdig fredag

Skrevet af admin

28/11/2014

Dagens topnyheder

Europa League-fodboldkampen mellem Estoril og PSV Eindhoven blev aldrig spillet færdig i Portugal torsdag aften.

Derfor skal holdene spille anden halvleg fredag eftermiddag. Det oplyser det europæiske fodboldforbund Uefa.

Estoril førte 3-2 ved pausen, da dommeren besluttede, at regnvejret var blevet for kraftigt til, at det var forsvarligt at spille videre.

- På grund af vejrforholdene og en deraf følgende bane, der var utilstrækkelig, valgte dommeren i samarbejde med den Uefa-ansvarlige at afbryde Europa League-kampen mellem Estoril og PSV Eindhoven, inden anden halvleg begyndte, skriver Uefa.

Regnen var allerede voldsom i første halvleg, og den tog yderligere til i pausen.

Dynamo Moskva har allerede sikret sig førstepladsen i Europa League-gruppen med fem sejre på stribe.

PSV Eindhoven vil være sikker på andenpladsen, hvis holdet får point i Portugal. Estoril holder liv i sit håb om videre avancement, hvis holdet vinder over hollænderne.

Den resterende halvleg bliver sat i gang klokken 17 dansk tid.

/ritzau/