Aftale om antiradikalisering er på plads

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

Samtlige partier i Folketinget undtagen Enhedslisten er blevet enige om en aftale, der skal bremse radikalisering af unge.

Det skal være med til at forhindre, at unge drager i krig for eksempelvis Islamisk Stat i Irak og Syrien. Og sørger for, at de kan komme ud af det ekstreme miljø, hvis de er taget af sted og vender hjem igen.

Det fastslår justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg er glad for, at partierne er enige om at styrke Politiets Efterretningstjeneste, PET, så de kan overvåge, hvad der sker på nettet og styrke exit-indsatsen, siger Mette Frederiksen.

Partierne bag satspuljen - hvilket er alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten - var på forhånd enige om at bruge 60 millioner kroner på indsatsen. Det ligger dermed fast, at der vil blive brugt millioner på at forebygge radikalisering blandt unge.

Hidtil har de dog ikke været enige om, hvordan pengene skal bruges. Det blev man tirsdag.

Efter pres fra blandt andre Dansk Folkeparti er parterne blevet enige om ikke at inddrage imamer i indsatsen, som i stedet blive lagt i hænderne på især PET og kommunerne.

Regeringen havde ellers oprindeligt lagt op til at bruge en del af de afsatte 60 millioner kroner på at lade PET inddrage imamer i indsatsen.

Til gengæld er parterne enige om at bruge seks millioner kroner på et exit-center for unge, som har været i kamp i Syrien og Irak.

- Vi gør flere ting med vores plan. Der kommer stort fokus på at forebygge, at unge ender i radikaliserede miljøer, men hvis nogle går den vej, skal vi gøre alt for at få dem ud af det, siger Mette Frederiksen.

Samtidig vil man styrke overvågning af ekstreme udsagn på nettet. Det skal formentlig dæmme op opfordringer til at kæmpe for Islamisk Stat og deling af videoer af halshugninger.

- Noget af det, der bliver skrevet på nettet, er så barskt, at det bliver myndighederne nødt til at holde øje med, siger Mette Frederiksen.

Under forhandlingerne har flere andre forslag dog også været i spil.

Blandt andet har Venstre talt for, at der skal indføres et forbud mod at rejse til kampzoner i Syrien og Irak, medmindre man på forhånd har fået godkendt et lovligt formål som eksempelvis nødhjælpsarbejder.

Det vil Venstre fortsat kæmpe for:

- Der er mange fornuftige tiltag i aftalen. Det er godt, at man gør PET og kommunerne til omdrejningspunkt for indsatsen, siger Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, og tilføjer:

- Og så må vi se, om ikke kan få vores forslag om et indrejseforbud til Syrien og Irak gennemført på anden vis.

/ritzau/