Al-Shabaab: USA overdriver dødstal fra weekendens angreb

| Skrevet af Ritzau den 8. marts 2016 - 9:42

Al-Shabaab bekræfter, at USA har bombet en træningslejr i Somalia, men siger, at dødstallet er overdrevet.

Den militante islamistiske gruppe al-Shabaab bekræfter nu, at amerikanske militærdroner og kampfly i lørdags angreb en af gruppens træningslejre i Somalia.

Men meldingen fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, om, at mindst 150 militante fra gruppen er blevet dræbt, er en overdrivelse.

Det siger al-Shabaabs militærtalsmand, Sheikh Abdiasis Abu Musab, til Reuters tirsdag.

- USA bombede et område, der er kontrolleret af al-Shabaab. Men de har overdrevet antallet af dræbte. Vi har aldrig flere end 100 krigere samlet på ét sted af gangen af sikkerhedsmæssige årsager, siger talsmanden.

- Vi ved jo godt, hvorfor himlen er fuld af fly, tilføjer Sheikh Abdiasis Abu Musab, som dog ikke kommer nærmere ind på, hvor mange dræbte militante det i stedet drejer sig om.

Ifølge Pentagon var angrebet rettet mod træningslejren "Raso", der ligger 200 kilometer nord for Somalias hovedstad, Mogadishu.

- Det var et vellykket angreb, sagde Pentagon-talsmand Jeff Davis mandag.

Ifølge talsmanden havde amerikansk militær overvåget lejren i flere uger og indsamlet efterretninger om, at al-Shabaab forberedte et storstilet angreb mod både amerikanske soldater og soldater fra Den Afrikanske Unions styrker i landet, Amison.

- De militante trænede til et stort angreb. Vi ved, at de var på vej til at forlade lejren, og de udgjorde en umiddelbar trussel mod USA og styrker (fra AU, red.), har Jeff Davis forklaret.

Al-Shabaab, der er knyttet til al-Qaeda, blev fordrevet fra hovedstaden af fredsbevarende afrikanske styrker i 2011. Siden har gruppen løbende udført angreb i Mogadishu - blandt andet med bomber mod hoteller i byen.

/ritzau/Reuters

Deltag i debatten

 

Politik

31. august 2016

LA lader fortsat valgtrussel hænge over Christiansborg, men det er hverdag for statsministeren, lyder det.

Efterlysninger

31. august 2016

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde en mand, der skubbede en ældre dame så voldsomt, at hun faldt baglæns ud af en bus og slog sig slemt.

God karma

31. august 2016

Bo fra 6. klasse er vant til at tilbringe sine frokostpauser i ensomhed, da ingen har lyst til at sidde ved siden af den autistiske dreng. Sådan var det ikke forleden, da han her fik fornemt selskab ved det menneskeforladte bord.