Aleqa Hammond: Jeg valgte selv at gå fra Siumut

Den grønlandske folketingspolitiker Aleqa Hammond er færdig som medlem af partiet Siumut. Det var hendes eget valg, fortæller politikeren.

Det sker efter Aleqa Hammond har været involveret i en sag om misbrug af kreditkort udstedt af Folketinget. Her havde politikeren brugt næsten 13.000 kroner til private formål.

- Forretningsudvalget i Siumut stillede mig et valg mellem frivilligt at trække mig fra min plads i Folketinget og lade suppleanten komme til. Hvis jeg ikke gjorde det, så ville Siumut ikke kunne bakke mig op.

- Jeg har lovet at kæmpe for de sager, jeg tror på, og er valgt med stor opbakning. Så jeg vælger at fortsætte, og dermed har jeg selv valgt, at blive løsgænger. Så det er mit eget valg, siger Aleqa Hammond.

Selv har Aleqa Hammond forklaret, at hun brugte Folketingets kreditkort som en nødløsning, da hendes egne kort var spærret.

Mandag fortalte Folketingets Administration efter et møde, at de tilbageholder pengene i Aleqa Hammonds løn.

- Selvfølgeligt har mine handlinger haft konsekvenser og jeg forstår udmærket godt den situation, jeg har bragt Siumut i.

- Men nu har jeg og administrationen behandlet sagen og anser den for at være afsluttet, siger Aleqa Hammond.

/ritzau/

Dagens Gossip