Ambassadør: Danskere kan stadig tage til Thailands strande

En spændt situation skal ikke forhindre danskere i at rejse til turistparadiset Thailand, lyder det fra den danske ambassadør i Bangkok, Mikael Hemniti Winther.

- Vi har ikke frarådet at rejse til Thailand, oplyser ambassadøren.

Han siger, at man bør læse Udenrigsministeriets rejsevejledning, både hvis man befinder sig i landet, og hvis man overvejer at købe flybilletter til det thailandske ferieland i de kolde vintermåneder.

Udmeldingen kommer, efter at en række bombeangreb ramte i Thailand torsdag og fredag og kostede fire mennesker livet.

- Vi har heldigvis fået konstateret, at der ikke er danskere blandt de dræbte eller sårede, siger Winther.

Han råder de danskere, der befinder sig i Thailand, til at holde øjnene åbne og blandt andet undgå store menneskemængder.

De thailandske myndigheder er ifølge Winther meget interesserede i hurtigst muligt at få ro på situationen.

- De tager det dybt alvorligt, fordi turistindustrien er meget vigtig for Thailand, siger han.

- Der er skærpede sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne og i de områder, hvor bomberne ramte.

Ambassadøren siger, at danske turister bør følge myndighedernes råd, der løbende opdateres.

De thailandske myndigheder forsøger at undgå, at turister føler sig i fare. De har også været hurtige til at reagere på spekulationer om, hvem der står bag angrebene.

- De har gjort meget ud af at gøre det klart, at der ikke er tale om udenlandsk terrorisme, fortæller den danske ambassadør.

Der er endnu ingen, der har taget skylden for bombeangrebene, som blandt andet fandt sted i byen Hua Hin cirka 200 kilometer syd for Thailands hovedstad, Bangkok.

/ritzau/

Dagens Gossip