Analytiker: Fravalg er en våd klud i ansigtet på Maersk

Skrevet af admin

27/06/2016

Dagens topnyheder

Det er en våd klud i ansigtet på Maersk Oil.

Sådan beskriver Maersk-analytiker i Sydbank Morten Imsgard nyheden om, at selskabet er blevet fravalgt af Qatar Petroleum (QP) som partner på oliefeltet Al Shaheen i Qatar.

Det sker, efter at Maersk Oil har haft kontrakten i 24 år.

- Qatar-feltet står for 40 procent af den samlede produktion i Maersk Oil, hvilket vil sige, at på den anden side af sommeren 2017 står Maersk Oil med en stor udfordring, nemlig at selskabet bliver væsentligt mindre, end det er i dag, siger Morten Imsgard.

- Og det gør det svært at klare sig i den internationale konkurrence.

Derfor ligger der nu et stort pres på Maersk Oil for at foretage nye investeringer for at fylde tomrummet ud, påpeger han:

- Den ene mulighed er at investere og sørge for at blive operatør på nye felter eller opkøbe eksisterende oliefelter, hvor de så kan drive dem fremadrettet.

Den anden mulighed kommer i kølvandet på, at Maersk-gruppen har annonceret sin strategigennemgang, forklarer Morten Imsgard:

- Det kan jo være, at man kommer til den erkendelse, at når man har tabt Al Shaheen, så er fundamentet og rygraden i Maersk Oil væk, og så er det ikke en forretning, man vil satse på fremadrettet.

- Så kan det være, at Maersk vil forsøge at sælge Maersk Oil til anden side, siger han.

Årsagen til fravalget skal ifølge Morten Imsgard findes i prisen.

- Der er nogle af de internationale spillere, der har kunnet give et bud, hvor man accepterer lavere afkast på den investering, de foretager, siger han.

Maersk Oil har været med til at udvikle Al Shaheen til Qatars største offshore-oliefelt.

- Mit indtryk er, at det er ikke fordi, at Maersk Oil ikke har gjort det godt. Al Shaheen er ikke noget nemt felt at udvinde olie fra. Det kræver rigtig meget teknisk ekspertise. Så Maersk har i den grad bidraget til olieindustrien i Qatar, siger Morten Imsgard.

Han er selv overrasket over nyheden.

- Jeg havde egentlig en forventning om, at Maersk Oil lå bedst i feltet, netop fordi de har ekspertisen, det lange samarbejde og det unikke kendskab til feltet, siger han.

Det er det franske selskab Total, der har vundet kontrakten på Al Shaheen. Det oplyser Total i en udtalelse mandag aften.

/ritzau/