To anholdt for sprængstof: En fængslet og en løsladt

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

To mænd er anholdt for besiddelse af et kilo plastisk sprængstof, tændsnor og tændsats i Rovsingsgade på Nørrebro i København.

Politiet i København ønsker ikke at oplyse, hvad sprængstoffet eventuelt skulle bruges til. Det ligner dog "et almindeligt kriminelt forhold" og dermed ikke terrorrelateret, siger politiet til DR.

De to mænd på 31 og 33 år har begge nægtet sig skyldige under afhøring hos politiet, oplyser senioranklager Stig Fleischer til Ritzau.

Men da de fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, erkendte den 33-årige, at han havde været i besiddelse af sprængstoffet, men nægtede sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse af særlig grov karakter. Han blev fængslet i 26 dage.

Den 31-årige er sigtet for at have givet sprængstoffet til den anden, men ham besluttede dommeren at løslade.

Den ene anholdte er en "33-årig dansker med pakistanske rødder", mens den anden er en 31-årig dansk mand med tilknytning til forsvaret, skriver Københavns Politi på Twitter.

Den 31-årige mand er angiveligt overkonstabel i hæren ifølge DR.

Politiet ønsker heller ikke at oplyse, om der er mulige medgerningsmænd på fri fod.Københavns Politi kom angiveligt på sporet af sprængstoffet efter tip.

Det viste sig, at en af de anholdte lå inde med et kilo plastisk sprængstof, og siden anholdte politiet en anden mand, som, de mener, har leveret sprængstoffet, skriver DR.

/ritzau/