Anklaget bankdirektør kan få et år bag tremmer i dag

Skrevet af admin

31/10/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere chef for Aarhus Lokalbank A/S får fredag formiddag at vide, om han skal i fængsel eller ej.

Bagmandspolitiet har krævet Per Hermansen og to medarbejdere straffet med fængsel mellem 12 og seks måneder, fordi de skal have manipuleret kursen på bankens egen aktie.

Lovovertrædelsen skal være sket i fem måneder fra september 2009 og frem til februar 2010, har to anklagere påstået under godt et dusin retsmøder.

Men den 59-årige tidligere bankchef nægter at have gjort noget galt, da lokalbanken nøje vogtede over kursudviklingen på Nasdaq OMX København.

Samme holdning har de to andre tiltalte, og også Vestjysk Bank A/S, som overtog Aarhus Lokalbank i 2012, afviser anklagen om kursmanipulation.

Banken er blevet krævet idømt en bøde på fem millioner kroner.

- Denne sag er ret speciel, det er den første af sin slags, sagde senioranklager Jan Henrik Hansen ved retssagens begyndelse i maj.

Som gartnere passede og plejede bankens dealere kursen. I en lang periode indlagde banken hver morgen, få minutter inden åbningsfløjtet lød på Nasdaq OMX, en købsordre, og på den måde blev kursen vandet.

- Ordren fra banken var altid bedre end det bedste aktuelle uafhængige bud, har senioranklageren fastslået.

Mens købere i markedet blev overbudt, blev sælgere i markedet underbudt - og virkningen var, at kursfald i aktien blev forhindret eller forsinket, mener Bagmandspolitiet.

Den påståede manipulation skulle bestå i, at markedet blev vildledt om udbud og efterspørgsel.

Under sagen har Per Hermansen sagt, at formålet med de mange bud udelukkende var at sikre, at kunderne kunne købe og sælge aktier i banken.

Desuden var det ingen hemmelighed, at Aarhus Lokalbank var prisstiller i egne aktier. "Markedet vidste det," har han forklaret.

En af de to ansatte har sagt, at banken ham bekendt ikke har forsøgt at flytte markedet.

Straks fra sagens start fastslog forsvarerne, at handlerne var reelle, og at de i øvrigt lå inden for kursspændet.

/ritzau/