Antallet af døde efter Mekka-panikløb i september fordobles

Skrevet af admin

09/10/2015

Mest læste i dag

Mindst 1453 døde under panikløbet ved Mekka i september, hvilket er en fordobling i forhold til det officielle tal fra de saudiarabiske myndigheder, som lyder på 769 døde og 934 sårede.

Det er dermed den største ulykke, som nogensinde har ramt den fem dage lange pilgrimsfærd.

Det viser tal fra 19 ud af 180 lande, som havde deltagende pilgrimme i Saudi-Arabien ifølge en optælling fra det amerikanske nyhedsbureau AP.

Episoden har udløst vrede og kritik af Saudi-Arabien, og en undersøgelse af ulykken er sat i gang.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har krævet, at Saudi-Arabien undskylder for de mange mennesker, der mistede livet under pilgrimsrejsen hajj.

Iran bebrejder saudiaraberne, at der var alt for mange sikkerhedsbrister.

Der er ikke klare oplysninger om, hvad der udløste panikken, der betød, at folk blev mast og trampet ihjel på pilgrimsfærden, hvor over to millioner mennesker deltager årligt.

En enkelt ud af 800 deltagende danske statsborgere kom til skade og blev indlagt på hospitalet.

Pilgrimsfærdens destination er Masjid al-Haram-moskéen i Mekka, som huser Kabaen - en sort terningeformet helligdom af granit fra de omkringliggende bjerge.

Kort før panikken brød ud, havde det lokale civilforsvar advaret om, at der var problemer med for megen trængsel.

Talsmanden for indenrigsministeriet, general Mansur al-Turki, påpegede dengang, at sommerheden med 46 graders varme og udmattelse hos mange af pilgrimmene var en del af baggrunden for udbruddet.

Iran, Saudi-Arabiens rival i Mellemøsten, har anklaget saudierne for "dårlig ledelse" og beskylder Riyadh for at dække over det virkelige dødstal, som skulle overstige 4700.

Der er dog ikke fremlagt beviser for den anklage.

/ritzau/