A.P. Møller - Mærsk udskyder stort investormøde

A.P. Møller - Mærsk udskyder sin planlagte kapitalmarkedsdag i september, hvor det var forventet, at der ville komme nyt om strategien.

Det lyseblå konglomerat står i et vadested, da det er presset på alle fronter. I juli lovede bestyrelsen, at man nu ville kigge hele forretningen grundigt igennem.

- Bestyrelsen har i dag initieret en proces med det formål at udvikle Gruppens strategiske muligheder yderligere.

- Bestyrelsen har givet den nye ledelse opgaven at undersøge strategiske og strukturelle muligheder for at styrke omstillingshastigheden og synergier yderligere, skrev A.P. Møller - Mærsk på daværende tidspunkt.

Samtidig blev den administrerende direktør gennem mange år Nils Smedegaard Andersen opsagt og erstattet med Søren Skou.

Meldingen har givet store spekulationer om, hvad fremtiden byder på for A.P. Møller - Mærsk.

For nuværende er selskabet er samlet konglomerat med forretninger inden for blandt andet olieudvinding, olieefterforskning, containersejlads, gastankskibe, logistik, havnedrift og andet.

Men der spekuleres i, om selskabet skal splittes op og hele strukturen i A.P. Møller - Mærsks ændres.

Det bliver verden dog ikke som tidligere forventet klogere på den 22. september. A.P. Møller - Mærsk fastholder dog, at man vil komme med en opdatering inden udgangen af tredje kvartal, der slutter med september.

/ritzau/

Dagens Gossip