Apollo Rejser: Vi har danske turister på egyptisk hotel

Skrevet af admin

08/01/2016

Mest læste i dag

Apollo Rejser har danske turister på det angrebne Bella Vista Hotel i feriebyen i Hurghada i Egypten. Men hvor mange og hvorvidt nogen skulle være såret, ved selskabet endnu ikke.

- Jeg har ikke 100 procent fået bekræftet, at en dansker skulle være såret, siger marketingchef i Apollo Rejser Ulrik Nissen.

- Vi har nogle danskere, der skal hjem på tirsdag og på lørdag. Så lige nu er vi ved at danne os et overblik, siger han.

Ulrik Nissen fortæller, at et fælles fly er fløjet derned for Atlantis Rejser, Spies og Apollo Rejser, og derfor har de endnu ikke overblik over antallet af gæster.

- Vi kan simpelthen ikke vurdere, hvad der foregår dernede. Vi har sat vores kriseberedskab i gang, og derfor prøver vi igennem det at danne os et overblik, siger han til Ritzau.

Rejsebureauet Atlantis Rejser oplyser, at de har to danskere på hotellet, men at de har været på udflugt hele dagen og derfor ikke har været i nærheden, da angrebet skete.

Fredag åbnede bevæbnede mænd ild mod en indgang i hotellet, hvor mindst to udenlandske turister ifølge Reuters blevet såret ved angrebet.

Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at en dansker og en tysker er såret, mens det franske nyhedsbureau AFP skriver, at tre turister blev "lettere såret" et angreb på et turisthotel i Hurghada i Egypten.

En talsmand for politiet siger, at de sårede er to østrigere og en svensker.

/ritzau/