Arla beslaglægger medarbejderes pas i Saudi-Arabien

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Arla erkender, at mejerivirksomheden har brudt egne retningslinjer ved at tilbageholde en lang række medarbejderes pas. Det skriver svenske svt.se.

Gennem 10 år har virksomheden beslaglagt pas fra medarbejdere i Saudi-Arabien, hvor koncernen har 900 medarbejdere, hvoraf 600 er udenlandske gæstearbejdere.

- Vi har fulgt praksis med at tage pas fra vores gæstearbejdere. Hvis de har haft behov for at rejse eller noget lignende, har de naturligvis fået passet tilbage omgående, siger Astrid Gade Nielsen, der er kommunikationsdirektør i Arla.

Det er national praksis i Saudi-Arabien, lyder det.

Finans.dk har spurgt Astrid Gade Nielsen, hvorfor virksomheden har inddraget medarbejdernes pas, når den har vidst, at det er i strid med menneskerettighederne.

- Fordi det har været en national praksis, som vi sammen med andre virksomheder har fulgt. Det er i revideringen af vores menneskerettighedspolitik, at vi nu tager skridtet og bryder med den nationale praksis, siger hun.

Efterfølgende har Arla valgt at stoppe med at følge praksis.

Fredag er der helligdag i Saudi-Arabien, men Astrid Gade Nielsen fortæller, at når gæstearbejderne møder på arbejde igen, får de deres pas tilbage.

/ritzau/