Arsenal er tæt på direkte CL-plads efter pligtsejr

Skrevet af admin

05/05/2015

Dagens topnyheder

Arsenal er meget tæt på at sikre sig en af de tre pladser i Premier League, der giver direkte adgang til gruppespillet i Champions League i næste sæson.

I 35. spillerundes hængeparti mandag aften vandt London-klubben 3-1 på udebane over bundholdet Hull, der blot har et point ned til nedrykningsstregen.

Arsenal ligger side om side med Manchester City som nummer tre og to med 70 point, men Arsenal har kun spillet 34 kampe og mangler en udsat kamp hjemme mod bundholdet Sunderland.

Med andre ord har Arsenal bragt sig i en god position til at tage andenpladsen i ligaen efter den suveræne mester, Chelsea.

Men mindst lige så vigtigt; Arsenal har fem point mere og en kamp til gode i forhold til Manchester United på fjerdepladsen, der "kun" udløser kvalifikationskampe til Champions League.

Arsenal afgjorde reelt kampen på to mål inden for fem minutter i første halvleg.

Kort inden den halve time var rundet, scorede Alexis Sánchez på et frispark, der blev rettet af i forsvarsmuren.

Kort efter scorede Aaron Ramsey, da han nærmest tacklede bolden op i målhjørnet.

I minutter inden pausen punkterede Alexis Sánchez den sidste spænding. Efter et perfekt kontraangreb driblede han uden om Hulls målmand, Steve Harper, og scorede i et tomt mål til 3-0.

Det var ren kosmetik, da Hulls Stephen Quinn reducerede efter en lille time. Arsenal cruisede sejren hjem uden at bruge unødige kræfter.

/ritzau/