Atletikpræsident: Qatar kan sagtens afholde OL

Skrevet af admin

05/05/2016

Mest læste i dag

Qatar har udvist interesse for at afholde et sommer-OL, og det kan præsidenten for Det Internationale Atletikforbund, Sebastian Coe, godt se for sig.

Ved en pressekonference i Doha åbner Coe døren for, at ørkenstaten kan få et OL i nær fremtid.

- Vi er konstant dukket op til pressekonferencer for at tale om globalisering og om at bruge sporten til at påvirke unge menneskers liv, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Og vi må sikre os, når det er muligt, at give de lande, der ønsker at afholde disse sportsbegivenheder chancen for at gøre, hvad vi har opmuntret dem til de seneste 30 eller 40 år.

Adspurgt om Qatars klima, hvor temperaturen om sommeren kan nå over 50 grader celsius, svarer Coe, at der er andre ting at tage i betragtning, før man vælger et værtsland.

Det inkluderer ifølge atletikpræsidenten både kommercielle muligheder og kvaliteten af infrastruktur.

I februar i år fortalte et ledende medlem af Qatars Olympiske Komite, at komiteen havde en "vision og målsætning" om at få lokket sommer-OL til landet.

Ifølge generalsekretæren for landets olympiske komité, Thani al-Kuwari, vil Qatar forsøge at få værtskabet for det OL, der skal afholdes i 2028.

Qatar har tidligere uden held forsøgt at få OL i 2016 og 2020. Landet er dog tidligere blevet valgt som vært for verdensmesterskaberne i atletik i 2019, ligesom VM i fodbold skal afholdes i Qatar i 2022.

Efter Qatar vandt værtskabet for VM i fodbold, blev turneringen flyttet fra sommermånederne til november og december for at undgå de høje temperaturer.

Amnesty International har højlydt klaget over forholdene for de arbejdere, der er med til at bygge de stadions, som Qatar planlægger at bruge til atletik-VM samt fodbold-VM.

/ritzau/