ATP har tjent syv milliarder på investeringer i år

Der er godt nyt for de mange, der via den obligatoriske pensionsordning sparer op til alderdommen hos ATP.

Selskabet offentliggør i sin halvårsrapport, at man har opnået et investeringsafkast på 6,9 milliarder i første halvår af 2016.

Det svarer til et afkast på 6,7 procent, og det anser direktør Carsten Stendevad for tilfredsstillende i en periode, hvor renteniveauet har ligget meget lavt og aktiemarkederne har været meget uberegnelige.

- Vi har haft et fint investeringsafkast i årets første seks måneder drevet af obligationer og alternative aktiver, herunder vores investering i Dong Energy.

- Vores afdækning har virket helt efter hensigten og har beskyttet garantierne trods de kraftige rentefald, siger han i en kommentar til regnskabet.

/ritzau/

Dagens Gossip