Avis: Missil mod fly kom fra oprørskontrolleret område

Skrevet af admin

13/10/2015

Dagens topnyheder

Den endelige rapport fra den hollandske havarikommission om passagerflyet MH17, som blev skudt ned over det østlige Ukraine i sommeren 2014, slår fast, at flyet blev skudt ned af et russisk-fremstillet BUK-missil affyret fra et oprørskontrolleret område.

Det skriver den respekterede hollandske avis Volkskrant.

Rapporten, der offentliggøres senere tirsdag - klokken 13.15 - på en hollandsk militærbase, kan måske bringe 15 måneders spekulationer om flykatastrofen til en afslutning.

Flyet blev skudt ned 17. juli sidste år. Passagerflyet MH17 havde 298 personer om bord. Flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Havarirapporten indeholder et kort over nedstyrtningsstedet, hvor flyet blev spredt ud over marker tæt på den ukrainske landsby Grabove i det krigshærgede Donetsk, som kontrolleres af prorussiske separatister.

- Rapporten afviser Moskvas påstand om, at flyet blev ramt af et missil affyret af ukrainske soldater, da det fløj over territoriet i 11 kilometers højde, skriver Volkskrant, som henviser til kilder tæt på havarikommissionen.

- Det kan antages, at oprørerne ikke var i stand til at kontrollere så avancerede våben.

- Jeg tror, at tidligere russiske militærpersoner var involveret, siger en af kilderne til avisen.

Det malaysiske fly blev skudt ned, da det fløj over den østlige del af Ukraine, hvor der blev udkæmpet hårde kampe mellem regeringsstyrker og russisk-støttede separatister.

En foreløbig rapport i september sagde i september 2014, at flyet blev ramt af "adskillige højenergi-objekter", hvilket også tydede på, at der var tale om et missil.

Hollandske efterforskere siger, at de på nedstyrtningsstedet har fundet fragmenter, som "formodentlig" stammede fra et russisk-fremstillet jord-til-luft-BUK-missil.

Både russiske og ukrainske soldater har et BUK-missilsystem, siger militæreksperten Peter Felstead fra ugetidsskriftet Jane's. BUK-mellemdistancemissiler har en rækkevidde på omkring 50 kilometer og kan nå mål i 25 kilometers højde.

/ritzau/AFP