Avis: Yahya Hassan anholdt for narkokørsel

Skrevet af admin

09/02/2016

Mest læste i dag

Den 20-årige digter Yahya Hassan er blevet anholdt og sigtet for narkokørsel. Det skriver Ekstra Bladet.

Hassan blev ifølge avisen anholdt efter en længere biljagt i det nordlige Aarhus tirsdag ved middagstid.

Østjyllands vil ikke fortælle så meget om sagen, men de bekræfter, at en 20-årig mand er sigtet for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.

- Vi begynder eftersættelsen 12.03, og den varer nogle minutter. Det begynder på Randersvej i Aarhus og slutter ved Trige, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen til Ekstra Bladet.

- Jeg vil ikke kommentere detaljer. Jeg kan kun sige, at vi har en anholdt, der skulle være fører af bilen.

Senere tirsdag siger Carsten Dahl, som er vagtchef hos Østjyllands Politi, til Ritzau, at bilen forulykkede uden nogen kom til skade, og at der derefter blev foretaget anholdelse af en 20-årig mand.

- Han (den 20-årige, red.) sidder nu på politigården, og som sagt, så har jeg ikke nogen kommentarer til, hvad sigtelsen lyder på, eller hvad hans navn er. Vi er ved at undersøge sagen, siger han.

Carsten Dahl fortæller, at ud fra hvad han kan se, så er eftersættelsen sket, fordi den 20-årige ikke standsede, da politiet gjorde tegn til det.

- Så det har formentligt været en ganske almindelig kontrol af et køretøj, siger vagtchefen.

/ritzau/