Båd tabte luft: Mindst 30 frygtes druknet ud for Libyen

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Mindst 30 og helt op mod 50 personer er savnet, efter at en båd fuld af flygtninge og migranter sank ud for Libyens kyst, meddeler Den Internationale Organisation for Migration (IOM) fredag.

Omkring 91 overlevende blev reddet af den italienske kystvagt torsdag. De har oplyst, at der var et sted mellem 120 og 140 mennesker om bord i gummibåden, som begyndte at tabe luft.

Det udløste panik og medførte, at nogle faldt over bord.

- Som det ofte sker, begyndte gummibåden, der var blevet pustet op på stranden i Misrata lige inden afgang, hurtigt at tabe luft, siger IOM-talsmand Flavio Di Giacomo.

- Folk gik i panik og stormede alle til den ene side af gummibåden. Mange faldt i vandet, og nogle druknede, mens det lykkedes andre at trække sig om bord igen, siger talsmanden.

Redningsmandskab siger, at der kun er bjærget et enkelt lig indtil videre.

De overlevende er først og fremmest mennesker fra Somalia, men også fra Nigeria og Sudan. De blev sejlet til et modtagecenter på den italienske ø Lampedusa.

IOM oplyser, at der alene i år er kommet mindst 118.500 mennesker til Italien via Middelhavet.

Organisationen har registreret 2701 dødsfald i år blandt de migranter og flygtninge, der forsøger at nå til Europa.

/ritzau/AFP