Børns kropsidealer skal op på forældremøderne

Forældre og skoler skal arbejde tæt sammen for at hjælpe skoleelever af med deres sommetider forskruede og usunde forhold til mad og kropsidealer.

Det siger landsformand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

En undersøgelse fra Børnerådet har vist, at næsten hver fjerde pige i 9. klasse har et forhold til mad, der er så præget af kontrol, at de er i fare for at udvikle en decideret spiseforstyrrelse.

- Vi kan gøre rigtig meget som forældre, men hvis det bliver modarbejdet af det, der sker ovre i skolen eller omvendt, så rykker det ingenting. Det er vigtigt, at de unge alle steder fra får et nuanceret billede af, hvad en lækker krop er, siger hun.

Undersøgelsen viser, at 18 procent af de adspurgte piger ofte eller meget ofte er på slankekur. 11 procent har kastet op for at komme af med det mad, de har spist. Og over halvdelen af dem med risikoadfærd for spiseforstyrrelser har skadet sig selv med vilje.

- Vi bliver nødt til at tage snakken til forældremødrene, hvor vi mødes hele forældregruppen, siger Mette With Hagensen.

- Det handler ikke om det enkelte barn derhjemme eller i skolen, men det handler om det børnefællesskab og det klassefællesskab, der er. Derfor er det vigtigt at tage det op som tema til forældremøderne, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip