Bak forlænger kontrakt med Lotto Soudal

Skrevet af admin

30/06/2016

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Lars Bak fortsætter karrieren på det belgiske Lotto Soudal-hold.

Det fortæller holdets øverste chef, Marc Sergeant, til danske pressefolk på pressemødet forud for lørdagens Tour de France-start.

- Vi har en aftale med Lars Bak, den er bare ikke sat på papir endnu. Vi stoler på hinanden, og det skal nok falde på plads under Tour de France. Der er tale om en toårig kontrakt, siger Marc Sergeant til Jyllands-Posten.

Lars Bak styrtede 29. maj på sidste etape i Giro d'Italia og var dømt langt væk fra Tour de France.

Men den 36-årige silkeborgenser har arbejdet usædvanligt hårdt på at blive klar, og ganske overraskende er han kommet sig over seks brækkede ryghvirvler, seks brækkede ribben, en brækket skulder og en punkteret lunge.

Aftalen var faldet på plads allerede inden Lars Baks styrt i Italien, så han understreger, at det ikke er håbet om kontraktforlængelse, der har fået ham til at trodse alle odds og kæmpe sig til en Tour de France-billet.

- Allerede dagen efter styrtet skrev Marc Sergeant til mig, og han sagde, at jeg skulle tage det med ro, at Touren ikke var realistisk, men at vi stadigvæk havde en aftale. At han stadig stod ved sine ord.

- Jeg græd næsten, da han sendte den besked, for det var lige, hvad jeg havde brug for at høre, da jeg lå dér i Italien helt alene, siger Lars Bak til Jyllands-Posten.

Lars Bak har kørt Tour de France hvert eneste år siden 2011.

Det første kørte han for HTC-Highroad.

Resten har været med Lotto-mandskabet.

/ritzau/