Bale holder den britiske fane højt: Nu skal vi stråle

Skrevet af admin

29/06/2016

Dagens topnyheder

Wales er det sidste, tilbageværende britiske hold ved EM-slutrunden, efter at både Nordirland og England er slået ud af turneringen.

Det imponerer den walisiske verdensstjerne Gareth Bale.

- Vi er utrolig glade. Det er vores tur til at stråle. Vi er det eneste hold hjemmefra, der er tilbage i turneringen, hvilket i sig selv er en utrolig bedrift.

- Vi er virkelig glade og stolte over at vise flaget frem på dette stadium, siger Gareth Bale ifølge nyhedsbureauet AFP.

Wales møder fredag Belgien i en af EM-turneringens kvartfinaler, og netop en kvartfinale er Wales' største bedrift i international fodbold indtil nu.

Tilbage i 1958 blev Wales sendt ud i kvartfinalen ved VM i Sverige, da Pelé og Brasilien gjorde det af med waliserne.

Derfor er der tale om den største kamp i årtier for Wales, mener Gareth Bale.

- Vi kender til kvartfinalen i 1958, og siden dengang er det helt sikkert den største kamp i walisisk fodbold. Det er en kamp, vi ser frem til, og vi er spændte og kan ikke vente med at komme i gang.

- Vi vil bare nyde det, og forhåbentlig kan vi komme i semifinalen. Vi har ikke brug for ekstra motivation. Vi er klar over, at de (Belgien, red.) er et virkelig stærkt hold, der har som mål at vinde EM, siger Real Madrid-stjernen.

De to hold kender hinanden fra EM-kvalifikationen, hvor Belgien og Wales sluttede på henholdsvis første- og andenpladsen i gruppe B.

Her endte det 0-0, da Belgien tog imod Wales i november 2014, mens Wales for et år siden slog Belgien 1-0 i Cardiff. Her scorede Bale målet for Wales, som er ubesejret i tre af de seneste fire møder med Belgien i de seneste fire år.

- Vi kredsede om en topplacering, og det gav os nogle point (i kvalifikationen, red.), som vi ikke havde forventet. Så det var et vigtigt mål for holdet og for mig selv, da jeg spillede min landskamp nummer 50.

- Det gav os også troen på, at vi kan besejre de store hold, siger Bale.

Wales besejrede Nordirland 1-0 i ottendedelsfinalen, mens Belgien i ottendedelsfinalen slog Ungarn 4-0.

/ritzau/