Bayern knuser Köln i ny målfest

Skrevet af admin

27/02/2015

Mest læste i dag

Bayern München viste endnu en gang skræmmende styrke, da de regerende tyske mestre fredag slog FC Köln med 4-1 i Bundesligaen.

Ligaens suveræne førerhold havde chancer til en endnu større sejr over de gæstende nedrykningskandidater.

Efter blot 10 minutter var hjemmeholdet foran med 2-0 på scoringer fra Bastian Schweinsteiger og Franck Ribery.

Köln kunne dog gå til pause med et lille håb, da Anthony Ujah fik reduceret til 1-2 i første halvlegs tillægstid. Målet var den blot 10. scoring, som Bayern har indkasseret i denne sæson i Tysklands bedste fodboldrække.

I anden halvleg headede Arjen Robben værterne på 3-1, inden Robert Lewandowski øgede til slutresultatet 4-1.

Bayern München er kommet godt i gang, efter at holdet åbnede 2015 med sæsonens første liganederlag ude mod Wolfsburg og uafgjort mod Schalke.

Det er nu blevet til fire ligasejre i træk for Josep Guardiolas mandskab med en målscore på 20-1.

Holdet har 11 point ned til de nærmeste forfølgere fra Wolfsburg, der på søndag møder Werder Bremen.

Köln har blot fået tre point i de seneste fem kampe og er nummer seks fra bunden.

/ritzau/