Bayern München får ram på City til sidst

Skrevet af admin

18/09/2014

Dagens topnyheder

Bayern München havde nok chancer til at vinde klart over Manchester City i onsdagens hjemmekamp på Allianz Arena. Men det endte med en kneben 1-0-sejr i de døende minutter af Champions League-kampen.

Det var den tyske landsholdspiller Jerome Boateng, som scorede det afgørende mål i det 90. minut, da han fyrede kanonen af langt udefra.

Inden da burde kampen dog have været afgjort for længst. Og til tyskernes fordel.

Angriberen Thomas Müller fik allerede muligheden for at bringe Bayern München foran, inden der var spillet et minut. Den tyske landsholdsspiller rundede City-keeper Joe Hart, men han sendte bolden i sidenettet.

Det så ud til, at Müller blev hevet i trøjen, så han mistede balancen i skudøjeblikket, men dommeren mente ikke, at der var straffespark i situationen.

Joe Hart måtte diske op med endnu en stor redning på Müllers hovedstød efter 19 minutter. Også Bayern-angriberen Robert Lewandowski fik en stor chance for at score, men polakken missede.

Bayern-spilleren David Alaba havde et langskud efter 32 minutter, men igen stod den engelske landsholdsmålmand Joe Hart i vejen.

Det var generelt en skuffende præstation, som City leverede i første halvleg, og kun enkelte gange truede englænderne det tyske forsvar. Blandt andet et par gange, da angriberen Edin Dzeko fik afsluttet uden for feltet.

I anden halvleg fortsatte tyskerne dominansen, og Bayern-backen Mehdi Benatia tvang Joe Hart til endnu en god redning efter lidt over en times spil.

Indskiftede Arjen Robben blev i slutfasen hevet i trøjen i feltet og faldt omkuld, men hollænderen fik ikke tilkendt et straffespark.

Robben kunne dog glæde sig over Boatengs sejrsmål i de døende minutter af kampen.

I den anden kamp i gruppe E vandt AS Roma med hele 5-1 hjemme over CSKA Moskva. Fire af målene faldt i første halvleg. Angriberen Gervinho scorede to af romernes mål.

Det var ikke den eneste storsejr onsdag aften. Porto vandt med hele 6-0 hjemme over Bate Borisov i gruppe H. I den kamp scorede Portos Yasine Brahimi tre mål.

/ritzau/