BBC: 1500 tyrkisk støttede oprørere går ind i Syrien

Tyrkiet har bombet Islamisk Stats stillinger i det nordlige Syrien på et tidspunkt, hvor der er rapporter om, at omkring 1500 syriske oprørere er klar til indlede en offensiv mod jihadisterne fra den tyrkiske by Gaziantep, oplyser BBC.

Det var byen Gaziantep, som lørdag blev rystet af et blodigt selvmordsangreb mod et kurdisk bryllup og flere end 50 mistede livet.

BBC's korrespondent i den tyrkiske by siger, at det er den planlagte offensiv, som menes at være baggrunden for selvmordsbomben, som IS formodes at stå bag.

Tyrkiets angreb på mål i Syrien har været rettet mod Islamisk Stat og den kurdiske YPG-milits i byerne Jarablus og Manbij.

Den tyrkiske tv-station NTV siger, at tyrkisk militær tirsdag besvarede ilden med 40 granater, da Islamisk Stat skød mod en tyrkisk grænseby.

Ifølge BBC er omkring 1500 tyrkiskstøttede syriske oprørere klar til at gå over grænsen til Syrien og indlede en offensiv mod Islamisk Stat.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, sagde mandag, at det nordlige Syrien må "renses fuldstændigt" for IS.

Den syriskkurdiske YPG-milits har drevet IS ud af flere syriske byer, og den tillægges stor betydning i USA's engagement i Syrien. Men de tyrkiske myndigheder anser YPG for at være en forlængelse af det forbudte kurdiske arbejderparti PKK, som i Tyrkiet har ført en voldelig kamp for kurdisk selvstyre siden 1980'erne.

En tyrkisk embedsmand oplyser til Reuters, at tyrkisk militær har ramt kurdiske mål i Syrien 20 gange med artilleri. Samtidig beskyder militæret Islamisk Stats positioner i den syriske by Jarablus, der ligger tæt ved grænsen til Tyrkiet.

Mindst 54 mennesker blev dræbt af en selvmordsbombe i byen Gaziantep i weekenden. Af dem var 22 børn. Angrebet er det hidtil blodigste, Tyrkiet har oplevet i år.

Regionen med byen Gaziantep ligger i det sydlige Tyrkiet tæt på den syriske grænse. Regionen har adskillige gange tidligere været ramt af angreb fra Islamisk stat eller det kurdiske PKK.

/ritzau/

Dagens Gossip