Beboere på asylcenter evakueret efter bombetrussel

Fyns Politi har onsdag eftermiddag evakueret alle beboere på et asylcenter i Nyborg til en sikker lokation efter en bombetrussel.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Onsdag formiddag fik politiet en anmeldelse fra asylcentret om, at der var en person, som truede med at sprænge sig selv i luften. Personen befinder sig på asylcentrets tag.

Politiet har valgt at udstede generelt overflyvningsforbud over området ved asylcentret. Forbuddet gælder alle former fly. Herunder helikoptere og droner.

Anmeldelsen kom klokken 11.16. Politiet sendte derefter politi og redningsmandskab til stedet og begyndte at evakuere centrets beboere.

Fyns politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

Politiet har afspærret en strækning på flere hundrede meter på vejen til asylcentret ifølge Fyens.dk, der har en reporter på stedet. Ud over politiet er brandvæsnet og Falck ifølge mediet også massivt til stede.

/ritzau/

Dagens Gossip