Bekymret russisk nationalbank må stoppe rentesænkning

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

De bundskrabene priser på olie og gas har længe plaget Ruslands økonomi, og chefen for landets centralbank er bekymret over udviklingen.

Den russiske rubel er svag og ustabil, og en renteforhøjelse kan være på vej efter en proces det seneste år med at nedbringe den høje rente.

- Lige nu er der forhøjet volatilitet. Det bekymrer os, siger centralbankens chef, Elvira Nabiullina.

Ruslands økonomi påvirkes i vid udstrækning af priserne på olie og naturgas, da naturressourcerne udgør mere end to tredjedele af landets eksport.

Udviklingen har ramt rublen særdeles hårdt. I januar var den russiske valuta historisk lav over for den amerikanske dollar.

Centralbanken er tvunget til at bremse den trinvise rentesænkning, der blev sat i gang sidste år, da man fire gange sænkede renten - begyndende fra 17 procent.

Nationalbankens rente er i øjeblikket på 11 procent.

- På grund af inflationen og den betydelige ustabilitet på de finansielle markeder har vi afbrudt den aktuelle opblødning i valutapolitikken, siger Nabiullina.

Hvis inflationen vokser yderligere, og den negative udvikling fortsætter, så "vil vi ikke udelukke en opstramning" af valutapolitikken, lyder det fra centralbankens chef.

Banken vurderer, at olieprisen vil være lav længe endnu, og det bedste modtræk er øget spredning af investeringerne.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, meddelte torsdag, at regeringen ikke har i sinde at bede EU om at hæve sanktioner som følge af krisen i Ukraine.

Russerne vil omvendt heller ikke hæve de modsanktioner, der blev besluttet i kølvandet på den økonomiske straf fra Europa og USA.

/ritzau/AFP