Bendtner om hovedstød: Jeg burde gøre det bedre

Skrevet af admin

30/03/2015

Mest læste i dag

Nicklas Bendtner fik en stor chance for at bringe det danske fodboldlandshold tilbage i kampen, da Danmark søndag tabte 0-2 til Frankrig i en testkamp i Saint-Etienne.

Wolfsburg-angriberen fik dog ikke panden på et indlæg fra Michael Krohn-Dehli, og så ramte bolden stolpen.

- Jeg er selv skuffet. Jeg fik kun lige snittet bolden med håret.

- Jeg tror faktisk, at bolden blev rørt af en spiller, inden den nåede hen til mig. Det ville være fantastisk, hvis den var gået ind.

- Jeg følte selv, at jeg kunne have gjort det bedre, siger Bendtner, der onsdag scorede alle tre danske mål i en 3-2-sejr over USA i Aarhus.

Mod Frankrig blev danskerne udspillet i især første halvleg - selvforskyldt ifølge Wolfsburg-angriberen.

- Bedømt på første halvleg fortjente de at vinde. Vi kom først frem til en chance efter 45 minutter, da Krohn-Dehli smed bolden ind til mig.

- Vi lavede for mange boldtab på midten af banen. Der var plads nok at spille på, men vi formåede ikke at spille den godt nok rundt og hurtigt nok.

- Det betød, at vi satte os selv i nogle pressede situationer i forhold til, hvad vi plejer at gøre. Vi så senere i kampen, at vi kunne spille os ud af presset og skabe overtalssituationer. Det fik vi først til at fungere efter pausen, siger Bendtner.

Trods nederlaget i Saint-Etienne rejser angriberen hjem fra landsholdslejren i fint humør.

- Det var en god kamp at få spillet. Den gav svar på en masse ting inden den vigtige kamp mod Serbien i EM-kvalifikationen til juni.

- Jeg tager til Wolfsburg med en god fornemmelse. En halvleg mod Frankrig var rigtig negativ, mens den anden havde positive momenter.

- Og mod USA kom vi tilbage to gange, efter at vi var bagud 0-1 og 1-2. Det viste en god viljestyrke, mener angriberen.

/ritzau/