Dagen før Amagerbanken krakkede: Bestyrelsesmedlem hævede tre millioner

Skrevet af admin

01/10/2014

Mest læste i dag

På Amagerbankens sidste åbningsdag reddede bestyrelsesmedlem Hans Boye Clausen knap tre millioner kroner fra personlige konti i banken, skriver Jyllands-Posten.

Det skete fredag den 4. februar 2011 - dagen efter et daglangt krisemøde i Amagerbankens bestyrelse, hvor det ifølge avisens oplysninger stod klart, at den amagerkanske bank var på randen af et krak.

To dage senere blev Amagerbanken overtaget af statens afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet, og for første gang i nyere dansk bankhistorie tabte almindelige bankkunder en del af den formue, som de havde sat i banken.

Kun indeståender på op til 750.000 kr. netto var dækket af indskydergarantien. Den daværende formand i Finansiel Stabilitet Henning Kruse Petersen betegner Hans Boye Clausens anvendelse af insiderviden som "helt usædvanlig".

Både Finansiel Stabilitet og bestyrelsen for Amagerbanken har orienteret Finanstilsynet om sagen. Tilsynet har ifølge Jyllands-Postens oplysninger meldt sagen til bagmandspolitiet.

Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker sagen undersøgt til bunds.

Borgmester Henrik Zimino (S), der selv sad i bestyrelsen i en årrække kalder det "helt urimeligt og forargeligt, at et bestyrelsesmedlem kan agere på den måde.

/ritzau/