Billige autostole dumper på stribe i test: Så farlige er de

Skrevet af admin

23/10/2014

Mest læste i dag

Når de yngste passagerer i bilen skal spændes fast, er det ifølge en ny test en god idé at punge lidt ekstra ud, hvis sikkerheden skal være i orden.

Ifølge bilejernes organisation, FDM, der har testet en række autostole i samarbejde med flere europæiske bilklubber, er der ikke meget godt at sige om de lavpris-autostole, som er blevet undersøgt.

Sikkerheden er nemlig alt for ringe, og mængden af skadelige stoffer er alt for stor. Derfor er der kun én stol, der består testen.

Af de i alt 11 autostole, der alle koster omkring 500 kroner, dumper mere end halvdelen i sikkerhed, mens fire lige akkurat består. Kun én stol klarer sig samlet overbevisende.

I forhold til såkaldt sidekollision er beskyttelsen næsten helt fraværende. Det skyldes, at flere af autostolene er konstrueret til at kunne følge barnet i flere år. Undervejs tilpasses stolen barnet ved eksempelvis at afmontere rygbeskyttelsen, men det advarer FDM kraftigt imod.

- Vi har gennem de senere år set, hvordan kvaliteten af autostole generelt er blevet bedre. Det er bestemt ikke tilfældet her. Tværtimod illustrerer testen, at ideen med at lave en autostol, der løbende tilpasses barnet, så det til sidst kun sidder på en selepude, er en dårlig løsning, vi på ingen måde kan anbefale, siger bilteknisk redaktør for FDM, Søren W. Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Et andet parameter, som autostolene falder igennem på, er på indholdet af skadelige stoffer.

Her dumper otte af stolene, mens de resterende tre får anmærkninger for let forhøjet indhold af uønsket kemi som ftalater, farvestoffer og flammehæmmere.

- Siden vi i 2011 begyndte at teste for skadelige stoffer i de dele af autostolen, som barnet er i kontakt med, er det lykkedes de fleste producenter stort set at fjerne stofferne fra stolene, hvor de ikke har noget at gøre. Derfor er det også både bekymrende og skuffende at se, hvor dårligt autostolene i segmentet her klarer sig, siger Søren W. Rasmussen.

Lavprisstolene sælges oftest i netbutikker og enkelte supermarkedskæder.

/ritzau/