Bjarne Riis: De andre hold var dårligt forberedt

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

Chris Froome vandt Tour de France 2016 i sikker stil. Cykelstjernens sejr var fortjent, men andre hold gjorde det også nemt for Sky-kaptajnen, mener Bjarne Riis.

Han har fulgt løbet som ekspert på TV2.

- Vi skal lige huske på, at det, han har præsteret, er enestående, og det, hans hold har præsteret, er sublimt, så de har absolut fortjent den her Tour-sejr. Det er jo ikke deres skyld, at resten af feltet ikke er velforberedt, siger Bjarne Riis ifølge TV2 Sport.

I det samlede klassement vandt Chris Froome med over fire minutter ned til nummer to, Romain Bardet fra AG2R.

Froome var på forhånd udråbt til at være den store favorit til sejren, men det var forventet, at han var blevet presset meget mere. Ikke mindst af Nairo Quintana (Movistar).

- Hvis du spørger mig, er en af de største overraskelser i den her Tour egentlig, hvor dårligt forberedt Quintana har været, siger Bjarne Riis, som heller ikke er imponeret af Fabio Aru (Astana) og BMC, Astana og Movistar som hold.

- Det er jo ikke første gang, de kører Tour de France. De skuffer mig vildt i forhold til, de må have gjort noget forkert i forhold til deres forberedelser, for de var der bare ikke i den her Tour til at kunne true Froome på noget tidspunkt, siger Bjarne Riis.

Hans ekspertkollega Michael Rasmussen er også meget lidt imponeret af Quintana.

- Han har skuffet fælt. Ikke en eneste gang så vi ham udfordre Froome for alvor - og et stykke inde i Touren fik vi en forklaring. Han lider åbenbart af allergi.

- Så er det, at man må tage sig til hovedet og konstatere, at hvis han og Movistar faktisk midt i juli finder ud af, at manden har allergi, så er det simpelthen for dumt og amatøragtigt, skriver Michael Rasmussen i sin klumme Ekstra Bladet.

- Har han virkelig allergi, så burde Movistar have vidst det og taget højde for det. Det var aldrig - aldrig - sket på Team Sky.

/ritzau/