Blå opbakning til S-idé om at øge hjemrejsebonus

Skrevet af Redaktionen

25/08/2016

Dagens topnyheder

I stedet for 130.000 kroner vil Socialdemokraterne give flygtninge og indvandrere 200.000 kroner med en enkeltbillet tilbage til deres hjemland.

Det skal få flere til at tage imod tilbuddet om repatriering på statens regning, og i blå blok er der lydhørhed over for forslaget.

- Vi er positivt indstillede over for Socialdemokraternes forslag. Beløbet, man tilbyder folk i dag, er for lavt i forhold til at give dem det sidste incitament til at rejse tilbage til deres hjemland, siger De Konservatives udlændingeordfører, Naser Khader.

Hos Dansk Folkeparti tror udlændingeordfører Martin Henriksen også på, at et højere hjemsendelsesbeløb vil få flere til at rejse ud af Danmark.

- Vi skal indrette ordningen, så man først får udbetalt det store beløb, når man har mistet sin opholdstilladelse og ikke kan komme tilbage til Danmark, siger han.

Også Liberal Alliance bakker op om ideen, som partiet nu mener bør drøftes nærmere.

- Vi er bestemt ikke afvisende. Men det afgørende for os er, at det reelt får flere mennesker til at vælge repatriering, så det ikke bare er de samme mennesker, der rejser hjem med en større check, siger udlændingeordfører Christina Egelund (LA).

Dermed tegner der sig et politisk flertal for at øge støtten til repatriering.

Også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) erklærer sig enig i præmissen om, at flere skal rejse hjem.

- Vi har stort fokus på repatriering, og det har vi, fordi vi selvfølgelig ønsker, at de udlændinge, som vi kan få til at rejse ud af landet, de også gør det, siger hun.

Men ministeren vil ikke kommentere Socialdemokraternes konkrete forslag:

- Det glæder mig, at Socialdemokraterne også har fokus på repatriering. Det har vi også.

- Men jeg tror, at det står alle klart, at vi kommer med et udspil i næste uge, der også kommer til at omfatte udlændingepolitik. Derfor vil jeg ikke på nuværende tidspunkt kommentere det socialdemokratiske forslag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlægger tirsdag regeringens 2025-plan, der skal sætte den økonomiske kurs frem mod 2025.

Udspillet, der åbner efterårets forhandlingsbrag, kommer også til at indeholde et større fokus på hjemsendelser, har statsministeren bebudet.

/ritzau/