Blå partier vil stoppe Skat ved havelågen

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Regeringens tre støttepartier - Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance - kræver, at Skat fremover ligesom politiet får en dommerkendelse, før skatteinspektører må tjekke private boliger for sort arbejde.

Det skriver Berlingske.

Derfor kræver støttepartierne, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) sløjfer en lov, som i 2012 blev indført af SF's daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen.

- Det burde være det allerførste, skatteministeren overhovedet foretog sig, siger finansordfører Brian Mikkelsen (K) til avisen.

- Det tog jeg faktisk for givet, for det er helt centralt for den borgerlige identitet at stå vagt om retssikkerhed og den naturlige integritet, der ligger i, at staten ikke bare kan gå ind i folks haver.

Venstre støtter, at Skat skal stoppes ved havelågen, siger skatteordfører Louise Schack Elholm ifølge B.T. til Berlingske Nyhedsbureau.

- Det er urimeligt, at Skat kan gå ind i folks haver uden en retskendelse, og derfor skal det ændres, siger hun.

I februar 2015 havde skattemyndighederne anvendt den kontroversielle lov 747 gange. Da loven blev vedtaget i 2012 truede oppositionen med at sende loven til folkeafstemning, som 60 folketingsmedlemmer kan kræve.

Skønt boligen er ukrænkelig ifølge grundlovens § 72, kan Folketingets flertal vedtage "særegne undtagelser".

Nu giver 268 love myndigheder adgang til privat grund uden dommerkendelse. Det har den juridiske tænketank Justitia opgjort. Borgerne rammes af tvangsindgreb fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarekontrollen og andre myndigheder, skriver Berlingske.

I 2001 ville VK-regeringen i sit regeringsgrundlag begrænse tvangsindgreb over for borgerne. Alligevel blev der vedtaget flere love, som gav statslige myndigheder adgang til privat grund. Skatteminister Karsten Lauritzen vil ikke love at lukke havelågen.

- Jeg er i gang med en ordførerrunde, hvor jeg lytter til skatteordførerne. Og så er jeg sikker på, at vi kommer ud med fuld damp efter sommerferien, siger han til Berlingske.

/ritzau/