Bobby Brown til fans: Tilgiv mig

Skrevet af admin

06/07/2015

Mest læste i dag

At han overhovedet kunne stå på scenen og optræde, mens hans datter lå på et hospice ikke langt derfra, var imponerende.

De fremmødt fans var da også lutter overbærenhed og støttende ord, da Bobby Brown, på trods af de svære omstændigheder i familien, lørdag valgte at gennemførte en koncert i anledning af den amerikanske nationaldag.

Under koncerten, som fandt sted på Wolf Creek Ampitheater uden for Atlanta, glemte Bobby Brown flere gange teksten og sine dansetrin. Det skriver US Weekly.

- I må undskylde mig, jeg er et lidt andet sted lige nu, sagde Bobby Brown til tilskuerne ifølge magasinet, da han pludselig måtte stoppe op midt i sin danseoptræden for at gå ud og omfavne sin bror, der ventede i kulissen.

Ellers nævnte Bobby Brown ikke den omstændighed, at hans datter Bobbi Kristina Brown ligger i koma, under sin 30 minutter lange optræden. Han takkede derimod publikum for at opmuntre ham og omtalte sin optræden som sit "lykkelige sted".

Der er generelt meget lidt at glæde sig over lige nu for den 46-årige sanger. Siden Bobbi Kristina Brown, som Bobby Brown har med den afdøde sangerinden Whitney Houston, blev fundet bevidstløs i sit hjem i januar, er datterens tilstand gradvist forværret.

Den 24. juni meddelte familien, at den 22-årige Bobbi Kristina Brown var blevet overflyttet til et hospice, hvor hun forventes at tilbringe sine sidste dage.

/ritzau/FOKUS