Bombeangreb i og omkring Aleppo koster 51 civile livet

Mindst 51 civile syrere har lørdag mistet livet i flere bombeangreb i og omkring Aleppo.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer organisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder for oplysningerne.

Blandt de dræbte er angiveligt mindst fire børn.

Ifølge organisationen blev 15 mennesker dræbt i et oprørskontrolleret område i den østlige del af Aleppo, da syriske fly smed bomber over området.

Yderligere ni mennesker mistede livet i byens vestlige del, hvor den syriske regering har kontrollen.

En række luftangreb fra syriske og russiske kampfly kostede samtidig 27 mennesker livet i flere mindre byer i Aleppo-provinsens vestlige egn.

Det anslås ifølge AFP, at omkring 1,5 millioner mennesker bor i den krigshærgede by. 250.000 af dem opholder sig i de oprørskontrollerede dele. Ifølge FN er to millioner mennesker i fare, inklusive op mod 275.000 mennesker i det østlige Aleppo.

Byen var engang Syriens økonomiske hovedstad prydet af rig arkitektur og arkæologisk arv. I dag er det meste af byen ødelagt eller plyndret efter mere end fem års krig.

Rusland meddelte i denne uge, at der vil blive indført en våbenhvile i Aleppo, så humanitære nødhjælpskonvojer kan køre ind i byen.

FN's nødhjælpschef, Stephen O'Brien, har dog sagt, at der er brug for en våbenhvile på 48 timer i kampene, hvis alle humanitære behov i den syriske storby skal tilgodeses.

FN har derfor opfordret til en våbenhvile eller en "humanitær pause" på ugentligt 48 timer for at kunne hjælpe dem i nød.

/ritzau/

Dagens Gossip