Brøndby-debutant: Meget mere i vente

Skrevet af admin

29/07/2014

Mest læste i dag

Der var en ny dreng i flokken, da Brøndby mandag aften vandt 2-0 over Silkeborg i Superligaen. Norske Elbasan Rashani blev i torsdags hentet til Brøndby, og allerede mandag var han så at finde i startopstillingen.

Rashani fik en time på Brøndbys venstrekant, og han nåede at vise både fart og snævre driblinger. Der er dog stadig et stykke vej, før nordmanden rammer sit topniveau i Brøndby-trøjen.

- Det var rigtig dejligt at komme i gang med en kamp efter bare fire dage i klubben. Jeg blev taget rigtig godt imod af tilhængerne, så det er jeg meget taknemmelig for, siger Rashani.

- Jeg leverede en o.k. kamp, men det vigtigste var, at vi vandt. Man kan ikke vise alt på en kamp, og jeg kender stadig ikke holdkammeraterne så godt. Det er gået hurtigt, men der er meget mere i vente fra mig.

Træner Thomas Frank var ganske godt tilfreds med sit norske nyindkøb, der som forsvarsklippen Fredrik Semb Berge er hentet i norske Odd.

- Jeg synes, at man i glimt så det, han kan. Han viste noget fart, og han havde til sidst et godt indlæg, hvor Simon Makienok skulle have scoret, hvis han havde taget det rigtige løb, siger Frank.

- Vi så, at han er meget udfordrende, om end det ikke helt lykkedes for ham, også fordi Silkeborg stod lavt. Han fik en godkendt debut, men der er meget mere i vente.

21-årige Rashani spillede mod Silkeborg på venstrekanten, men han kan også benyttes i den anden side af banen.

- Han kan spille begge kanter. I venstre er han dygtig til at udfordre og gå på ydersiden, mens han i højre måske mere vil trække ind og forsøge at kombinere sig igennem, siger Thomas Frank.

- Lige nu tror jeg, han er bedst i venstre, men kan komme i spil i begge sider.

/ritzau/