Brøndby-formand: Vi går efter Agger nu

Skrevet af admin

01/08/2014

Dagens topnyheder

Brøndby vil gerne have fat i Liverpools midterforsvarer Daniel Agger.

Formand Jan Bech Andersen slår fast, at man ønsker at tilknytte landsholdsanføreren allerede denne sommer, hvis det er muligt at købe Agger fri i Liverpool.

- Han er en drømmespiller, det er der slet ingen tvivl om. Vi vil gå rigtig, rigtig langt for at få Daniel tilknyttet, siger Jan Bech Andersen til Brøndby-fansitet 3point.dk.

- Men som han også sagde, da han var her med Liverpool, så skal timingen være rigtig. Så lad os håbe at de to ender kan mødes.

- Hvornår det end bliver, det må tiden vise. Men vi vil gå rigtig langt for at få ham tilbage, for det vil bare vise, hvor vi sætter barren. Det vil vise, at vi har ambitioner og vil gøre en masse fans glade. Og det vil gøre det hele stærkere, siger formanden.

Daniel Aggers position i Liverpool er i øjeblikket uvis, da den engelske klub denne sommer har købt endnu en forstærkning til bagkæden i form af kroaten Dejan Lovren, der hentet i Southampton.

Købet af Lovren kan betyde, at Liverpool er villig til at sælge Agger allerede denne sommer. Jan Bech Andersen bekræfter samtidig, at Brøndby gerne vil slå til med det samme.

- Vi vil altid gøre alt, hvad der står i vores magt. Men det er klart, at vi også skal være ansvarlige, og vi skal gøre, hvad der er det rigtige på det rigtige tidspunkt.

- Men for at svare på spørgsmålet. Ja, vi gør alt, hvad vi kan, hvis og når muligheden opstår, og se om vi kan få løse ender til at mødes, siger Brøndby-formanden.

29-årige Daniel Agger spillede frem til 2006 i Brøndby, der dengang solgte ham til Liverpool.

/ritzau/