Brandbomber og ballade i tyske asyllejre: Otte er såret

Skrevet af admin

01/08/2015

Mest læste i dag

Politiet måtte lørdag kaldes til et stort slagsmål i en asyllejr i den østtyske by Dresden, og fredag blev der kastet tre brandbomber mod en lejlighed med flygtninge nær Leipzig.

Otte mennesker kom til skade, da en slåskamp udviklede sig voldsomt i lejren ved Dresden, oplyser politiet, som efterfølgende har sendt 80 betjente på vagt i lejren.

Politiet mødte talstærkt op med 14 patruljevogne, og betjentene skilte de omkring 50 syrere og afghanere fra hinanden.

Mænd og kvinder gik løs på hinanden, med hvad de lige kunne finde fra hegnspæle til sengerammer.

Det er endnu ikke opklaret, hvilke uoverensstemmelser der førte til det vilde og blodige slagsmål mellem afghanerne og syrerne.

Tyskland har oplevet en bølge af asylansøgere, og det har udløst protester og uro i Dresden, hvor yderligere 1000 ankom alene i sidste uge.

300.000 asylansøgninger ligger lige nu klar til sagsbehandling, skriver den tyske avis Die Welt på baggrund af en telefonkonference mellem repræsentanter fra de tyske forbundsstater.

Hele sidste år modtog Tyskland 202.000 ansøgninger ifølge tal fra Eurostat, EU's statistiske kontor. Det er en stigning på 60 procent i forhold til 2013.

Det svarer til, at Tyskland - med et befolkningstal på 80,6 millioner - modtager hver tredje ansøgning i EU.

Fredag blev en lejlighed med asylansøgere nær Leipzig angrebet af ukendte gerningsmænd med brandbomber. Det var det syvende brandbombeangreb alene i juli.

/ritzau/dpa