Brasiliansk politi anholder irsk IOC-medlem

Brasiliansk politi oplyser, at det irske medlem af Den Internationale Olympiske Komité Patrick Hickey er blevet anholdt.

Irske Patrick Hickey har angiveligt forsynet billethajer med OL-billetter til legene i Brasilien, og disse billethajer har så solgt billetterne videre til ekstra høje priser.

Det skriver engelske BBC, som refererer til brasilianske medier.

Sagen er opsigtsvækkende, fordi 71-årige Patrick Hickey står i spidsen for både den olympiske komité i Irland samt Den Europæiske Olympiske Komité (EOC).

BBC skriver, at Patrick Hickey blev anholdt få dage efter, at en person blev taget med 800 billetter.

Ifølge politiet forsøgte Hickey at tage flugten, da politiet kom for at anholde ham.

/ritzau/

Dagens Gossip