Brasiliens præsident: 1-7-nederlag afgør ikke valget

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

Brasiliens ydmygende nederlag i VM i fodbold kommer ikke til at få indflydelse på valget i landet i oktober, mener præsident Dilma Rousseff, der går efter en ny fireårig embedsperiode.

Forud for fodboldturneringen blev der rettet voldsom kritik mod regeringen, men under VM-festen blev Rousseff styrket i meningsmålingerne.

Men da hjemmeholdet tirsdag blev kørt over af Tyskland og led et sviende 1-7-nederlag vendte kritikken tilbage, og valget ser ud til at blive det tætteste, siden hendes arbejderparti kom til magten i 2002.

- Der er en tradition i Brasilien for, at du ikke blander fodbold og politik, påpeger Rousseff.

- Det ville være værre, hvis vi havde tabt VM uden for banen, siger hun med henvisning til frygten for, at Brasilien ikke ville være i stand til at blive klar til den store sportsbegivenhed.

Hun peger på, at ingen af forudsigelserne om dårlige stadioner, ringe logistik, strømafbrydelser og endda udbrud af denguefeber er blevet til virkelighed.

Rousseff er fortsat favorit til at vinde valget 5. oktober. Men hendes udfordrere har over de seneste måneder indhentet noget af forspringet, og forventningen er, at Rousseff skal ud i en afgørende anden runde mod Aecio Neves fra det forretningsvenlige socialdemokratiske parti.

Det er ventet, at Rousseff går til valg på forbedrede sociale forhold i landet. Siden arbejderpartiet kom til magten har millioner af brasilianere undsluppet fattigdom.

Det store antal nye forbrugere i landet har dog betydet større forventninger til uddannelse, sundhedsvæsen og transport, siger præsidenten. Hun mener, at det var den styrkede middelklasse, der var årsag til, at vrede brasilianere indledte voldelige demonstrationer før VM gik i gang.

VM-finalen søndag står mellem Tyskland og Argentina, mens Brasilien lørdag møder Holland i bronzekampen.

/ritzau/Reuters