Brite besejrer belgisk supertrio på brostenene

Skrevet af admin

28/02/2015

Dagens topnyheder

Selv om han var klart i undertal i et udbrud med tre ryttere fra Etixx-Quickstep, vandt den britiske cykelrytter Ian Stannard (Sky) lørdag cykelløbet Omloop Het Nieuwsblad.

Det var andet år i træk, at briten vandt løbet, som åbner den belgiske cykelsæson, som i de kommende uger byder på masser af cykelløb på brosten.

Med lidt mere end 40 kilometer tilbage af det 200 kilometer lange cykelløb, strøg Ian Stannard med, da et udbrud blev skabt af Quickstep-rytterne Tom Boonen, Niki Terpstra og Stijn Vandenbergh.

Belgieren Sep Vanmarcke fra det hollandske Team LottoNL-Jumbo var også med, men han punkterede og kom aldrig tilbage, selv om han kæmpede hårdt for det.

Med sådan et overtag burde Quickstep have vundet løbet, men Stannard lukkede hullet, da Tom Boonen angreb fire kilometer før mål, og da de to øvrige angreb straks, efter han havde kørt Boonen ind, lukkede Stannard igen hullet.

Derefter satte han trumf på ved selv at angribe. Denne gang kom kun Niki Terpstra med, og ham besejrede briten i en tæt spurt. Tom Boonen blev nummer tre.

Det danske cykelhold Cult Energy fik en hård debut i den belgiske semiklassiker.

Den rutinerede dansker Michael Reihs var med i dagens lange udbrud med i alt otte ryttere. Gruppen nåede et forspring på mere end fem minutter, men med 60 kilometer tilbage, måtte Reihs slippe gruppen.

Cykelrytterne kører søndag endnu en belgisk semiklassiker, Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Her er Lars Bak (Lotto Soudal) eneste dansker på startlisten.

/ritzau/