Britisk finansminister gør klar til brexit-problemer

Skrevet af admin

27/06/2016

Mest læste i dag

En af de helt store konsekvenser for briternes efter deres valg om at forlade EU kan blive økonomien.

Finansmarkederne faldt fredag, da resultatet stod klart, og mandag er finansminister George Osborne ude at berolige briter og banker.

- I dag vil jeg forsikre det britiske folk om, at Storbritannien er klar til at imødegå de problemer, der kommer, fordi vi står stærkt økonomisk, sagde George Osborne i en tale til briterne.

Han opremsede, at Storbritannien har gennemført reformer, der har givet vækst og høj beskæftigelse. Samtidigt har landet øget kravene til bankerne.

- Vi har forberedt os på at kunne klare problemer. Og tak Gud for, at vi har gjort det, sagde finansministeren.

Han erklærede sig derefter klar til at blive på posten under forhandlingerne om Storbritanniens exit fra EU.

Forhandlingerne og fremtiden uden for EU vil give problemer, sagde ministeren.

- Vi har uro på markederne. Man lad mig understrege, at mens de store finansielle institutioner muligvis ikke har forberedt sig på resultatet, så har vi. Statens institutioner står klar, sagde George Osborne med reference til de finansielle markeder.

De tog fredag et solidt hug, og aktiemarkederne Europa over startede dagen med fald på op mod 10 procent.

Der kom dog ikke panik, og skulle der komme det, er der oprettet hjælpeprogrammer, som bankerne kan trække på.

Ud over finansmarkederne vil den britiske økonomi også blive ramt af, at landet skal ud af EU.

Det er usikkert, hvilke handelsbetingelser Storbritannien kan opnå med EU. Landet forventes snarest at få nedjusteret sin kreditvurdering, og der er tvivl om, hvorvidt London kan fortsætte som det finansielle centrum, byen er i dag.

- Allerede nu ser vi, at selskaber holder igen med at investere og ansætte. Det skal vi have gjort noget ved, for det er allerede hæmmende for væksten.

- Lad mig forsikre alle selskaber om, at vi er konkurrencedygtige, stærke og åbne for forretning, sagde George Osborne.

/ritzau/